Værd at vide om tørretumblere
Aftræk eller kondens
Aftræk eller kondens er det første spørgsmål, man skal stille sig selv ved køb af tørretumbler. Hvad du skal vælge, afhænger meget af, hvad der er mulighed for i din bolig.
Aftræk
Ved en aftrækstørretumbler frigives den varme, fugtige luft ved aftræk gennem et rør, og aftrækstumblere kræver derfor etablering af aftræksslange fra tumbler og til murgennemføring eller til tagventil.
Vælger du aftrækstørretumbler, er det vigtigt, at tumbleren har hul til aftræksslange netop i den side, du har behov for (eller måske senere får behov for). Aftrækstumblere med hul til aftræk både bagud og til venstre og højre er derfor mest fleksible. Ved installation af aftræksrøret stilles der krav til rørets længde og vinkling, og en fejlagtig installation vil forlænge tørretiden og medføre et forøget energiforbrug.
Aftrækstumblere er som regel lidt billigere i indkøb og bruger lidt mindre strøm end kondenstumblere.
Kondens
Kondenstørretumblere afkøler den varme, fugtige luft inde i tørretumbleren og opsamler vandet i en indbygget beholder ved hjælp af kondenseringsprincippet. Det kræver, at rumtemperaturen under selve tørringen ikke på noget tidspunkt overstiger ca. 32°C.
Mens aftrækstumblere leder opvarmet luft ud af huset, kan kondenstumblere bruges til opvarmning af det rum, de står i (fugtmættet varme – små 20% af fugten fra tøjet afgives til rummet, hvor tumbleren står).
Udover at være opmærksom på det med rumtemperaturen kan du også overveje, om du helst vil have en tumbler med vandopsamlingsbeholderen placeret nederst i soklen eller øverst i betjeningspanelet.
Du skal også vide, at de fleste kondenstumblere er udstyret med en studs bagpå til montering af afløbsslange (afløbssæt købes som tilbehør) til direkte bortledning af vandet i stedet for opsamling i vandbeholder. Har du mulighed for installering af tumbleren med direkte bortledning af vandet, skal du huske at købe en tumbler beregnet til dette.
Energimærkning
I henhold til gældende lovgivning er alle tørretumblere energimærket efter skalaen fra A til G, hvor A er bedst – laveste forbrug af strøm. Som udgangspunkt er det fornuftigst at gå efter tumblere med den bedste mærkning (laveste forbrug). De fleste tumblere i dag er mærket B eller C. Der er i dag kun meget få A-mærkede tørretumblere på markedet, og prisen på disse er meget høj set i forhold til den sparede energi i forhold til energiklasse B eller C.
Uanset om du vælger aftræk eller kondens, bør du rense maskinens fnug-filter efter brug hver gang. Hvis ikke man renser filteret, forringes tørreevnen, og man bruger derved unødvendig energi.
Elektronisk eller mekanisk styring
Tumblere med mekanisk styring stopper efter udløbet af den tid, du har valgt at indstille. Her handler det om at vælge rigtigt, da du ellers kan risikere, at tøjet ikke er tørt eller er overtørret, når tumbleren stopper.
Tumblere med elektronisk styring stopper automatisk, når den ønskede tørhedsgrad er nået. Du vælger selv programmet, men tumbleren overtørrer på den måde ikke tøjet eller bruger ikke mere strøm end nødvendigt.
Maskiner med Fuzzy Logic giver tøjet den mest skånsomme behandling. Tørreprocessen kontrolleres af en mikroprocessor, der hele tiden måler fugtigheden i udblæsningsluften fra tromlen. Temperaturen holdes præcis på det valgte tørringsniveau med en nøjagtighed på +/- 1 grad i hele tørreforløbet. Det betyder, at der ikke er risiko for overophedning, eller at tøjet krymper på grund af for høj varme.
Det er en stor fordel, når man skal tørre syntetisk eller andre sarte materialer. Og så standser tumbleren naturligvis af sig selv, når indholdet er tørt. Det er jo også god økonomi.
Tørretumblere med elektronisk styring er typisk dyrest.
Temperaturer/programmer
Det er ikke alt tøj, der har ubetinget bedst af at blive tørret med den samme temperatur. Derfor findes der – afhængig af model – forskellige programmer eller tørretemperaturer. Undersøg og sikre dig, at den tumbler du vælger som minimum har de muligheder, du har behov for.
Har maskinen antikrøl, behøver du ikke længere at tage tøjet ud med det samme, når et program er færdigt. En antikrøl-funktion vender med jævne mellemrum tøjet rundt i tromlen, så det ikke ligger og bliver krøllet. Den automatiske antikrøl-funktion kan - afhængigt af model - fortsætte i op til 12 timer efter, at tørreprogrammet er slut.
Tromlegang
Tromlegangen i en tørretumbler kan være reverserende eller ikke reverserende. At tromlegangen er reverserende vil sige, at tromlen kører skiftevis den ene og den anden vej, så tøjet løsnes samtidig med, at det luftes. Herved opnås hurtigere tørring med mindre slid og mindre energiforbrug. Tørretumblere, hvor tromlegangen er reverserende er typisk dyrest.